Ærlighed er på gaden

PRESSEMEDDELELSE

Ærlighed er på gaden

Efter 16 år med Mærkning udsender Varefakta i morgen sit nyhedsbrev nummer 48
under nyt navn.

Navnet er fremover slet og ret: Ærlighed.

Og hvorfor så det?

”Jo, for med Varefakta får forbrugerne ærlige oplysninger om deres varer.”

”Er der noget forbrugerne virkelig har det svært med, så er det at have en fornemmelse af at blive snydt.
Det man lover uden på varen, skal leve op til dét, der er indeni. Længere er den ikke,” siger direktør Helga
Møller.

Alle de færdigpakkede fødevarer, der sælges i danske butikker, skal leve op til reglerne i
fødevarelovgivningen. Det gør de bare ikke. Faktisk fandt Varefakta tidligere i år fejl i mærkningen i otte ud
af ti indkøbte varer i et dansk supermarked.

Generelt støder Varefakta på så mange fejl, at vi med god ret kan sige, at mærkningsfejl forekommer
hyppigt.

Vi påstår ikke, at alle andre er uærlige, og vi har ikke noget grundlag for at sige, at nogen snyder bevidst.

Men af gode grunde er det ikke nødvendigvis alle producenter, der har helt styr på deklarering og
fødevarelovgivning. Og når man i realiteten kontrollerer sig selv, kan der være elementer, man vælger at se
igennem fingrene med, men som en uvildig instans som Varefakta vil gribe ind over for.

”Der er brug for deklarationer, som forbrugerne kan stole på, ikke bare i dag, men også i morgen. Derfor
stikprøvekontrollerer vi løbende og ændrer deklarationen, hvis der skulle opstå afvigelser.”

”Vi siger ikke, at vi selv er ufejlbarlige. Men skulle der en sjælden gang opstå fejl, bliver de rettet. Vi tør
uden blusel påstå, at Varefaktas medarbejdere er blandt de eksperter, der har bedst styr på den ret
komplicerede fødevarelovgivning, og vi gør os hver dag umage for at leve op til den og til vores slogan:

Ærlighed varer længst – derfor Varefakta kontrolleret.

Ærlighed er, hvad forbrugerne kan forvente af os og et nøgleord i vores arbejde.

Fremover er det også navnet på vores nyhedsbrev, som du i øvrigt kan tilmelde dig hér:
https://varefakta.clients.ubivox.com/forms/subscribe/list/6594/

2012.07.04