Barnevogn opfylder Varefaktas krav til sikkerhed

Nu kan du igen købe en barnevogn, der er kontrolleret af Varefakta.

Barnevognen er Emmaljunga Big Star Supreme, der opfylder Varefaktas krav til barnevogne.
Det betyder, at barnevognen opfylder kravene i den nyeste europæiske standard, DS/EN 1888/2012.
Vognen er testet, og det betyder blandt andet

  • at vognen ikke vælter ved almindelig brug
  • at vognen bliver stående – også på et skråt underlag – når bremsen er slået til.
  • at der ikke er løse smådele, som barnet kan sluge.
  • at barnet f.eks. ikke kan få fingrene i klemme i vognen.
  • at vognen opfylder krav til afgivelse af tungmetaller og andre kemiske stoffer.
  • at vognen opfylder krav til særlige sikkerhedsafstande.

men vi har også testet, at vognen opfylder Varefaktas særlige krav, som bl.a. omfatter

  • en test for holdbarhed og styrke – her opfylder vognen Varefaktas højeste krav.
  • at vognen kan klare en regnbyge.
  • at seleringene er placeret hensigtsmæssigt og kan tåle kraftigt træk.
  • at vognen er egnet til, at barnet både kan sove og sidde i vognen i længere tid.

Her et par råd med på vejen, før du bruger vognen

  • Fra barnet er ca. 6 måneder og kan vende sig eller sidde op, skal det bruge sele i vognen. Før da er det ikke nødvendigt.
  • Tjek, at du har slået låsemekanismen til, så barnevognen ikke klapper sammen.
  • Tjek, at du har slået bremsen til, hvis du går fra vognen.
  • Vognen bliver mindre stabil, når en større søskende sidder på barnevognen, eller når du for eksempel hænger tunge indkøbsposer på styret. Det gælder også, hvis du har et barn stående foran på et ståbræt. I værste fald kan barnevognen vælte.

Her på Varefaktas hjemmeside kan du se videoklip om sikker brug af barnevogn og barnevognssele.
Du finder videoklippene her