Cykeltyverier på historisk lavt niveau

I 2016 blev der stjålet færre cykler end nogensinde før i nyere tid, og tendensen ser ud til at fortsætte.

Skærpede krav til cykellåse har langtidseffekt, siger forsikringsbranchen.

Aldrig har cykeltyvene været så tilbageholdende, som tilfældet er i dag. Det står bøjet i neon, når man ser hen over de seneste tal fra Danmarks Statistik for anmeldte cykeltyverier.

Sidste år blev 52.465 cykler meldt stjålet, og selvom det lyder af mange, så er antallet det laveste i de mindst 42 år, statistikken rækker.

Helt dugfriske tal for de to første kvartaler i 2017 varsler flere gode nyheder for cyklisterne, idet blot 23.045 cykler blev meldt stjålet på de seks måneder. Ydermere nåede man i første kvartal 2017 under 10.000 stjålne cykler på tre måneder, hvilket er en historisk rekord.

Godkendte låse er alfa og omega

I brancheforeningen Forsikring & Pension glæder underdirektør Hans Reymann-Carlsen sig over udviklingen.

“Når vi taler om forebyggelse af cykeltyverier, så er ordentlige godkendte låse alfa og omega. Og vi kan konstatere, at efter vi indførte skærpede krav til cykellåsene i starten af 90’erne, er der sket et dramatisk fald i cykeltyverierne, og det har vist sig at have en langtidseffekt,” siger han.

Siden 1993 har forsikringsselskaberne haft et generelt krav om, at cyklen skal være forsynet med en Varefakta-godkendt lås for, at der kan udbetales erstatning i tilfælde af tyveri.

I 1994 toppede antallet af cykeltyverier med 125.371, og i dag er tallet altså langt under halvdelen til trods for, at der er adskillige flere cykler på gaden end tidligere.

Låsenes kvalitet forbedret

”Der er ingen tvivl om, at låsenes kvalitet er blevet markant forbedret over årene, og at de skærpede krav vi indførte dengang stadig gør en forskel i dag,” fortæller Varefaktas administrerende direktør Heidi Søsted, som tilføjer:

“Der er tre forudsætninger for, at man kan få sin stjålne cykel erstattet. Tyveriet skal anmeldes til politiet, låsen skal være godkendt af Varefakta, og man skal have et udfyldt Varefakta-låsebevis.”

Otte ud af ti danskere er fuldt vidende om, at låsen skal være godkendt, viser en rundspørge, som Wilke har foretaget for Varefakta i 2014. Alligevel råber Varefakta-direktøren vagt i gevær.

“Mange af de cykler, der bliver solgt via nettet tilbydes uden cykellås. Hvis køberen ikke er opmærksom på, at låsen skal være Varefakta-godkendt, kan køberen ende med en uautoriseret lås,” siger Heidi Søsted, der henviser til, at man på Varefaktas hjemmeside altid vil kunne finde en opdateret oversigt over de Varefakta-godkendte cykellåse.

Fakta:

Når du har tjekket, at din cykel er omfattet af din forsikring, gælder tre forudsætninger for erstatningsmulighed:

  • Låsen skal være godkendt af Varefakta
  • Varefakta-låsebeviset skal være korrekt udfyldt
  • Tyveriet skal anmeldes til politiet

Oversigt over godkendte cykellåse:

http://varefakta.dk/cykellase/

Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard