Røgalarmer

Der findes forskellige typer røgalarmer:
De enkelte røgalarmer som sættes op uafhængigt af hinanden.
De serieforbundne som med ledning eller trådløst forbindes, så alle alarmer går i gang, hvis bare en af alarmerne udløses.

Vi anbefaler, at du bruger serieforbundne røgalarmer i boliger, hvor der er soveværelser i hver ende af boligen. Vi anbefaler også, at de serieforbundne bruges til etageboliger og i opgange, hvor der sættes en alarm op på hver etage.

Inden du køber din røgalarm, skal du finde ud af, hvor mange alarmer du har brug for.
Vælg serieforbundne, hvis der skal sættes flere op.
Vælg en alarm med pauseknap, hvis alarmen kun kan sidde et sted, hvor fx mados kan udløse alarmen. Pauseknappen nedsætter alarmens følsomhed i en kortere periode og går tilbage på fuld styrke efter ca. 15 min.

Hvis røgalarmen er CE-mærket, skal den være i orden og testet.
Varefakta kontrollerer, at

  • alle test er udført og bestået
  • testrapporterne er til stede og ægte
  • der er en fornuftig brugsanvisning

Alle alarmer med en radioaktiv kilde skal have en Varefakta-deklaration.

I deklarationen kan du læse:

  • Hvor alarmen er egnet til at bruge, fx i privat beboelse eller i campingvognen
  • Hvor alarmen skal sidde
  • Hvilke batterier alarmen skal bruge og om de medfølger
  • Hvordan du ved, hvornår batterierne skal skiftes
  • Hvor høj lydstyrken er (lydstyrken er så høj, at den vækker voksne mennesker)
  • Hvor ofte du bør tjekke, om alarmen fungerer, som den skal
  • Hvordan du vedligeholder alarmen

Se hér hvordan du tester din røgalarm: http://varefakta.dk/webtv/rogalarm/