Europaparlamentet vedtager nye regler for mærkning af fødevarer

Europaparlamentet har vedtaget en ny forordning om mærkning af fødevarer. De nye regler indeholder blandt andet minimumskrav til bogstavstørrelsen, så mærkningen bliver lettere at læse.

En anden væsentlig ændring er, at deklaration af næringsindhold bliver obligatorisk, så alle færdigpakkede fødevarer skal mærkes med indholdet af energi, fedt, mættet fedt, kulhydrater, protein, sukkerarter og salt pr. 100 g/ml.

I øvrigt skal allergener fremhæves i ingredienslisten f.eks. med fed skrift, og det skal fremgå, hvis der indgår nanomateriale i varen.

Forordningen ventes vedtaget i Ministerrådet i løbet af efteråret og træder i kraft umiddelbart derefter. For den obligatoriske næringsdeklaration er der en overgangsperiode på 5 år, mens de øvrige regler har en overgangsperiode på 3 år.