Fødevareministeren og Varefakta har samme mission


Forbrugerne skal have de nødvendige oplysninger og den nødvendige sikkerhed for selv at kunne træffe deres egne valg.

Budskabet lyder næsten som Varefaktas programerklæring, men det er faktisk budskabet i regeringsgrundlag.
Derfor var det måske ikke så overraskende at fødevareminister Mette Gjerskov (S) på mødet med Varefaktas direktør, Helga Møller, forleden fuldt og helt støttede teksten.

Helga Møller fortalte ministeren, at Varefakta ved en stikprøve i en discountkæde for nylig havde fundet mærkningsfejl i otte ud af ti varer og brugte dette eksempel til at gøre ministeren opmærksom på, at Varefakta har en vigtig mission, idet den virkelige verden ikke nødvendigvis ser ud, som regeringen ønsker.

”Det var et yderst positivt møde. Ministeren var meget interesseret i, hvad vi havde at fortælle og stillede mange uddybende spørgsmål undervejs,” fortæller Helga Møller.

Særlig interesse viste fødevareministeren for det undervisningsmateriale Varefakta har udviklet til grundskolen. Materialet består blandt andet af  pjecen “Hvad skal du vælge – Brug bagsiden” samt en undervisningsavis og et onlinespil.