Farlige børnemøbler skyldes producenternes svigt – Varefakta har løsningen hér

Politiken skriver i dag, at børnemøbler på stribe overtræder sikkerhedsreglerne. Kun få børneprodukter sikkerhedstestes, siger Varefaktas souschef akademiingeniør, Jens Kristian Weidlich. Barnevognen fra Emmaljunga herover er testet. Se listen over sikkerhedstestede børneprodukter hérunder.

Politiken skriver i dag, at børnemøbler på stribe overtræder sikkerhedsreglerne. Modsat hvad den brede befolkning tror, er det kun ganske få børnemøbler, der sikkerhedstestes, siger Varefaktas souschef akademiingeniør, Jens Kristian Weidlich. Se listen over sikkerhedstestede børneprodukter hérunder.

Samtlige ni ud af ni køjesenge dumpede i juli i en  sikkerheds test, som den svenske pendant til Forbrugerstyrelsen, Konsumentverket, står bag.

Fejlene i fire af sengene kunne tilmed føre til alvorlige ulykker.

”Men farlige børnemøbler eller for den sags skyld farligt legetøj findes kun i handlen, fordi mange producenter og importører undlader at lade deres produkter sikkerhedsteste, inden de sendes på markedet, ” siger Jens Kristian Weidlich.

”Producenter og importører påfører deres kunder en stor risiko ved at undlade sikkerhedstest,” tilføjer han.

”Løsningen findes faktisk allerede, for vi har et system, der virker. Varefakta har i mange år testet børneprodukter efter europæiske sikkerhedsstandarder, så hvis producenterne i større omfang brugte ordningen var problemet løst.”

Småbørnsforældre tror fejlagtigt børnemøbler er testet

En undersøgelse som Forbrugerrådet foretog for Varefakta i 2013 viste, at det store flertal af danskerne er overbeviste om, at sikkerheden er testet og i orden, når barneseler, barnesenge og barnevogne bliver solgt i Danmark. 43 procent af danskerne tror således, at myndighederne tjekker alle børneprodukter, inden de må sælges, mens yderligere 40 procent har tiltro til, at de fleste børneprodukter testes af en uvildig instans.

Kun 17 procent er klar over, at det i de allerfleste tilfælde er producenterne selv siger god for produkterne, og at det derfor er undtagelsen, at børneprodukter er gransket af myndighederne eller en anden uvildig instans, inden de sættes til salg i butikkerne eller på nettet.

Undersøgelsen viser desuden, at tilliden til børneprodukterne er størst i aldersgruppen fra 25-35 årige.  I aldersgruppen med flest småbørnsforældre antager 85 procent, at produkterne er testet på forhånd.

Hér er listen over sikre børneprodukter, der har Varefakta og derfor er uvildigt sikkerhedstestet efter europæiske sikkerhedsstandarder.

Høje barnestole:
DanStol (Baby Dan A/S)
Tripp Trapp (Stokke AS)

Senge og rejsesenge til småbørn:
Sleepi barneseng (Stokke AS)

Barnevognsseler:
Dan 3 sele (Baby Dan A/S)
Spacer Lux (Baby Dan A/S)
BabyTrold SELEN (BabyTrold ApS)
BabyTrold Soft Flex (BabyTrold ApS)
Trille Selen (BabyTrold ApS)
Odder barnevognsele (Odder Barnevognsfabrik A/S)
Snup-Let 2 Selen (Tønnesen A/S)

Barnevogne
Emmaljunga Big Star Supreme (Emmaljunga)