Flourforbindelser i papirvarer

I forrige uge kunne man i dagspressen høre, at der var fundet giftige flourforbindelser i forskellige fødevareemballager og papirvarer som bagepapir og madpapir.

Fluorforbindelser bruges typisk til imprægnering eller andre specielle formål, hvor der ønskes en vand- og eller fedtafvisende effekt.
Det er generelt forbudt at importere elle sælge varer, hvis de indeholder hidtil kendte flourforbindelser i en koncentration på 0,1 % eller mere.

Varefakta accepterer ikke de hidtil kendte flourforbindelser i mad- og bagepapir.

Den viden, der kom frem i forrige uge, efter udgivelsen af en ph.d-afhandling fra DTU – Danmarks tekniske Universitet – er ny viden.

Det har været omtalt i pressen som “gift i indpakningen” og “farlige papirprodukter”. Der er blevet målt flere hidtil ukendte polyfluorerede stoffer i pap og papir.
Stofferne findes i mindre mængder i forskellige emballager og ligner de hidtil kendte.

På baggrund af fundene har Fødevarestyrelsen bestilt en kortlægning hos DTU, der skal vise, hvor mange af disse fluorforbindelser, der siver over i maden. Indtil resultatet foreligger, vil styrelsen lade produkterne stå på hylderne. Resultatet forventes i slutningen af februar 2012.

Vi fraråder forbrugerne til at gå over til stanniol og plastfilm som erstatning for madpapir, da disse produkter ikke har den brede anvendelsesmulighed til alle typer af fødevarer.
Stanniol kan ikke bruges til syre- og saltholdige fødevarer, overfladen bliver angrebet og metalioner kan gå over i maden, og produktet belaster miljøet i meget høj grad.
Plastfilm er ikke egnet til varme og fede fødevarer på grund af risiko for migration af evt. tilsætningsstoffer til maden.
– og husk papirvarer med Varefakta er dokumenteret uden de hidtil kendte flourforbindelser.

2011.11.29