Tilmeld dig nyhedsbrev fra Varefakta:
(Klik her, hvis knap ikke virker)

Hunde- og kattefoder

Hvad betyder ordene – hunde- og kattefoderIllustration hunde- og kattefoder

Antioxidanter er en ofte anvendt gruppe tilsætningsstoffer i dyrefoder. Antioxidanter modvirker, at et foder der indeholder olie og fedt bliver harsk, når det kommer i kontakt med luftens ilt. Anvendes også for at hindre varer i at misfarves ved kontakt med luftens ilt.

Dosering/Vejledende mængde – Der skal anføres en vejledning om, hvor meget foder, der skal gives pr. dag.
På pakker/emballager med meget lidt plads kan man nøjes med at oplyse, hvor mange gram foder, der skal gives for hvert kilo dyret vejer.

Foderblandinger er blandinger af fodermidler med eller uden indhold af tilsætningsstoffer. Foderblandinger findes som fuldfoder, tilskudsfoder eller specielt diætfoder.

Fodermidler er foder, der består af en enkelt ingrediens, evt. tilsat tilsætningsstoffer. Det kan f. eks. være kallun, oksehud eller griseører.
Fodermidler anvendes enten i uforarbejdet eller forarbejdet stand til fodring af dyr. Et eksempel er hundesnacks som f.eks. tørrede griseører.

Fuldfoder er foderblandinger, som indeholder alle de næringsstoffer, som dyret har brug for, og stofferne findes i passende mængder.

Fodringsanvisning – Hvis det ikke fremgår af varebetegnelsen, om foderet er klar til brug, skal der anføres en fodringsanvisning, som forklarer, om foderet kan gives direkte, som det er, eller om det skal tilberedes.

Ingredienser er de råvarer, foderet er fremstillet af. Alle ingredienser skal deklareres konsekvent, enten med kategorier (gruppebetegnelser) eller med artsbetegnelser. Oftest bruges der kategorier, og de betegner grupper af ingredienser, der ligner hinanden i oprindelse. Myndighederne har fastlagt de kategorier, der anvendes:

Kategorier af ingredienser:

  • Bløddyr og skaldyr – omfatter f.eks. snegle, blæksprutter og rejer, krebs samt skaller heraf.
  • Fisk og fiskeprodukter – omfatter f. eks. fisk, fiskeolie eller fiskeben, evt. malet til mel.
  • Gær – omfatter tørret ølgær eller bagerigær.
  • Kød og animalske biprodukter – omfatter alle køddele samt restprodukter fra kødproduktion.
  • Mineralstoffer – omfatter f. eks. natriumsalte, fosforsalte og benmel (hvorfra fedtet er fjernet).
  • Mælk og mejeriprodukter – omfatter f.eks. mælkepulver, vallepulver, mælkesukker.
  • Vegetabilske biprodukter – omfatter biprodukter, der er fremkommet ved behandling af korn, grøntsager, bælgfrugter og olieholdige frø.
  • Vegetabilsk proteinekstrakt – omfatter alle vegetabilske produkter, hvor proteinet er blevet koncentreret.

Artsbetegnelser for ingredienser:
er f.eks. majs, benmel, fiskeolie og skummetmælkspulver.

Konserveringsmidler er en ofte anvendt gruppe tilsætningsstoffer i dyrefoder. Konserveringsmidler hæmmer væksten af de bakterier og svampe, der kan fordærve foderet.
Konserveringsmidler forlænger foderets holdbarhed.

Mineraler er grundstoffer eller naturlige kemiske forbindelser: Kalcium, fosfor, kalium, natrium og magnesium.
Indholdet af mineraler står i deklarationen under “Næringsindhold pr. 100 g” .
I deklarationer med Varefakta skal kalcium og fosfor deklareres, mens kalium, natrium og magnesium frivilligt kan deklareres.

Mineralsk foder er tilskudsfoder, der hovedsageligt består af mineralstoffer.
Kan gives til hunde og katte, men kun efter aftale med en dyrlæge.

Mælkeerstatninger er foderblandinger, som gives som supplement til eller erstatning for modermælken.

Råaske er udtryk for indholdet af mineralstoffer.

Semi moist er foder med et vandindhold fra 15-60 %.

Taurin er en aminosyre, der er livsvigtig for katte.

Tilskudsfoder er foderblandinger med et stort indhold af visse stoffer. Det kan f. eks. være protein.
På grund af sin sammensætning kan tilskudsfoder alene ikke dække dyrets daglige behov for næringsstoffer, men er et supplement til andet foder, der sammen med tilskudsfoder dækker dyrets daglige behov for næringsstoffer.

Tilsætningsstoffer er kemiske eller naturlige stoffer, der bruges til at tilføre eller ændre egenskaber ved foderet. Ifølge lovgivningen om mærkning af dyrefoder skal vitaminer og mikromineraler deklareres som tilsætningsstoffer.

Træstof er udtryk for indholdet af ufordøjelige stoffer (fibre) i foderet.

Tørfoder er foder med et vandindhold på højst 14 %.

Vitaminer er livsvigtige stoffer, som dyret skal have tilført via foderet.

Økologisk dyrefoder skal følge samme regler som økologiske fødevarer.