Tilmeld dig nyhedsbrev fra Varefakta:
(Klik her, hvis knap ikke virker)

Konfekture

Konfekture – slik, sødt, chokolade – hvad betyder ordene?
Forklaring på ord og begreber i Varefaktas deklarationer.

Sødestof bidrager til sødmen i produkter, hvor man ønsker en reduktion af sukkerindhold.

Chokolade: mørk, hvid, lys, mælk: er defineret i lovgivningen. Kun produkter der opfylder krav til bl.a. kakaotørstof og kakaosmør kan kaldes noget med chokolade.

Overtrækschokolade må man kalde chokolade, hvor der er specielle krav til indholdet af kakaotørstof og fedtindhold afhængig af, om det er mørk eller mælkechokolade.

Kakaosmør er fedt fra kakaobønner, som bruges ved fremstilling af chokolade.

Kakaomasse er kakaobønner forarbejdet til en samlet masse bestående af både kakaopulver og kakaosmør.

Kakaotørstof er den vandfri del af kakaomassen.

Kakaopulver / kakao er produktet, der kommer ved forarbejdning af kakaobønner til pulver, hvor en del af kakaosmørret er skilt fra. Kakaopulver indeholder mindst 20 % kakaosmør.

Fedtfattigt kakaopulver er som kakaopulver fremstillet ved forarbejdning af kakaobønner til pulver, men indeholder under 20 % kakaosmør.

Kakaonibs er mindre stykker af kakaobønnen, som er tørret og ristet.

Vekao er et kakao- og chokoladelignende produkt, der ikke opfylder lovgivning for at kunne kaldes chokolade.

Aroma giver smag til fødevarer.

Voksenlakrids- ikke børnelakrids /  Voksenbolche – ikke børnebolche skal angives, hvis et produkt indeholder fra 5 % -8 % ammoniumchlorid (salmiak).

Gelatine er et fortykningsmiddel/geleringsmiddel, der består af protein. Det fremstilles ofte af hud fra køer og svin.

Overfladebehandlingsmiddel er tilsætningsstoffer, der på slik giver en skinnende overflade.

Farvestof giver produktet en bestemt farve. Rødbedesaft er f.eks. et farvestof, der kan anvendes til at farve slik rødt.