Næringsdeklaration bliver obligatorisk

Alle fødevarer skal forsynes med næringsdeklaration. Det nåede EU’s fødevare- og sundhedsministre tirsdag til enighed om.

Dermed bliver det fremover et krav, at indholdet  af fedt, sukker og protein skal fremgå af varedeklarationen.

”Forbrugerne skal kunne se, for eksempel hvor meget fedt, sukker og protein de enkelte produkter indeholder, når de handler. Dette er vigtigt for, at forbrugerne kan gennemskue og sammenligne varernes ernæringsmæssige sammensætning. Jeg finder dette grundlæggende for en bedre ernæringstilstand i befolkningen, og derfor er det helt centralt, at vi får mulighed for at stille krav om næringsdeklaration på fødevarerne”, siger fødevareminister Henrik Høegh.

Arbejdet med revisionen af fælles EU-regler for mærkning af fødevarer begyndte i 2008, og det har hele vejen været en dansk topprioritet at få næringsdeklarationen gjort obligatorisk, oplyser Fødevareministeriet.

Derimod bliver  fødevaremærket GDA kun et frivilligt supplement.

Forslaget skal nu 2. behandles i EU-parlamentet og Rådet, og forventes endeligt vedtaget inden for et år til halvandet.

En af udfordringerne i det kommende arbejde bliver blandt andet afklaringen af tolerancegrænser, vurderer Dansk Varefakta Nævn.

07.12.2010