Tilmeld dig nyhedsbrev fra Varefakta:
(Klik her, hvis knap ikke virker)
Oversigt

Varefakta

Køb og brug

Nyhedsarkiv

Presse

Information og undervisning

Om Varefakta

Varefakta og din virksomhed

Kontakt

Sitemap

Varefakta in English

Specifikationsskemaer

Kampagne: Særligt sikkerhedstjek af barnevogneUdskriv side

Nyheder - torsdag 14.03.13

Sikkerhedsstyrelsen vil screene markedet for barnevogne og barneseler, efter at en lignende kortlægning afslørede store mangler i sikkerheden ved suttekæder.

Af Ib Keld Jensen

I de kommende uger vil Sikkerhedsstyrelsen begynde en grundig kontrol af markedet for barnevogne og tilbehør, for at finde ud af, om der er farlige produkter i omløb.

I 2011 foretog Sikkerhedsstyrelsen en lignende screening af markedet for suttekæder, og ved den lejlighed måtte producenter og importører trække en række farlige suttekæder af markedet.

”Vi vil foretage en risikobaseret kontrol for at vurdere, om produkterne lever op til gældende lov. Vi fandt rigtig mange fejl i suttekæderne, og det er en af flere grunde til, at vi nu foretager en screening af markedet for barnevogne og tilbehør,” siger Mette Cramon, der er pressemedarbejder ved Sikkerhedsstyrelsen.

Hun fortæller, at kontrollen delvis er et led i et samlet EU-projekt, og at Sikkerhedsstyrelsen vil skele til de internationale erfaringer på området.

Særligt for de nordiske lande og især Danmark er det imidlertid, at børnene bliver lagt til at sove udenfor og uden konstant opsyn.

”I andre lande bruger man primært barnevognen til transport, men i Norden har vi en anderledes brug, der stiller særlige krav til barnevognens stabilitet,” fortæller Mette Cramon.

I 2011 omkom et barn i sin barnevogn i dagpasningen i Broager i Sønderjylland efter at være kvalt i sin sele. Denne episode er også en medvirkende årsag til kampagnen. Sikkerhedsstyrelsen har ikke andre eksempler på ulykker i barnevogne med fatal udgang, men ifølge Mette Cramon registrerer politiet alle ulykker med børneomsorgsprodukter.

Konkret vil Sikkerhedsstyrelsen gennemføre en undersøgelse af, hvilke typer barnevogne, der findes på det danske marked, inden der via producenter eller importører bliver udtaget tre-fire modeller til test i laboratorium. Testen vil især have fokus på stabilitet, kvælningsrisiko, bremser, håndtag, fingerklemfælder og lukkemekanismer ved sammenfoldning.

Direktør Helga Møller, Varefakta, hilser velkommen, at Sikkerhedsstyrelsen nu iværksætter en grundig kortlægning af området.

”Vores oplevelse er, at mange børnefamilier tror, at når de køber et børneprodukt i Danmark, så er sikkerheden kontrolleret af en uvildig instans på forhånd, men sådan forholder det sig ikke.”

Varefakta forhåndskontrollerer en række børneprodukter på foranledning af producenter og importører, men langt fra alle børneprodukter bærer Varefaktas logo, som bevis på, at sikkerheden er kontrolleret og fundet i orden.

Sikkerhedsstyrelsen sætter også fokus på tilbehør i form af barnevognsseler og barnevognskæder.
Producenter og importører af barnevognsseler bliver kontaktet af Styrelsen for at sikre, at barnevognsselerne overholder de gældende regler, og Sikkerhedsstyrelsen vil undersøge nærmere, om brugervejledningerne forebygger unødvendige risici ved brug af selerne.

Markedet for barnevognskæder vil blive undersøgt for at skabe overblik over udbuddet og især udformningen og mærkningen af kæderne. Nogle produkter vil efter screeningen blive udtaget til nærmere undersøgelse.  Modsat barnevogne kategoriseres kæderne som legetøj og skal være CE-mærkede. Legetøjsbekendtgørelsen, som blev revideret i 2011, fastsætter desuden, at der skal være en permanent advarsel på en barnevognskæde om de risici, der kan opstå, hvis barnet er stort nok til at nå kæden.

Barnevogne og andre produkter til småbørn er omfattet af produktsikkerhedsloven.

Sikkerhedsstyrelsen venter, at arbejdet med den grundige markedskontrol kan vare resten af året.