Tilmeld dig nyhedsbrev fra Varefakta:
(Klik her, hvis knap ikke virker)
Oversigt

Varefakta

Køb og brug

Nyhedsarkiv

Presse

Information og undervisning

Om Varefakta

Varefakta og din virksomhed

Kontakt

Sitemap

Varefakta in English

Specifikationsskemaer

Varefakta > Nyhedsarkiv > Varefaktas magasin ”Ærlighed” > Dagligvareaktører begræder Varefaktas finanslovs-exitUdskriv side

rema1000

Dagligvareaktører begræder Varefaktas finanslovs-exit

En førende professor i forbrugeradfærd, to branchedirektører og en direktør i tidens mest succesfulde dagligvarekæde er enige om, at Varefakta udfylder en vigtig plads som forbrugernes kontrollant. Men også fra andre sider lyder der advarsler mod at fjerne Varefakta fra Finansloven uden varsel efter 48 år.

Af Ib Keld Jensen

Da nyheden om, at Varefakta for første gang i 48 år ikke stod at finde i regeringens finanslovsforslag satte professor ved CBS, Torben Hansen, sig til tasterne og skrev en uopfordret støtteerklæring til Varefakta.

Torben Hansen, der regnes blandt de førende forskere i forbrugeradfærd herhjemme, konstaterede nøgternt, at Varefakta gør et samfundsnyttigt og vigtigt arbejde for forbrugerne.

”Især ved at fastsætte minimumskrav til produkterne og kontrollen, som giver forbrugerne tryghed ved de varer, de køber,” som han udtrykker det.

Torben Hansen er langt fra den eneste autoritative stemme, der har kommenteret forslaget.

De private købmænds direktør John Wagner, DSK, er en anden dagligvareaktør, som har kommenteret Varefaktas manglende tilstedeværelse i finanslovsudspillet. Han peger på, at Varefakta i mange år har været med til at sikre forbrugerne troværdige oplysninger om såvel fødevarer som non-foodvarer.

”Derfor er det – diplomatisk udtrykt – en meget defensiv forbrugerpolitik at fjerne tilskuddet til Varefakta, og risikoen er mindre vejledning og mere vildledning af forbrugerne,” siger han.

Rema 1000: Vigtigt med uvildig og troværdig kontrol

Formuleringer som uvildig kontrol og troværdige oplysninger går igen i mange af kommentarerne. For eksempel skriver indkøbs- og marketingdirektør hos tidens måske mest succesfulde dagligvarekæde Rema 1000, at man ser Varefakta som en objektiv part, der sikrer, at deklarationerne er korrekte, opfylder lovens krav, og at varen indeholder lige netop det, som varedeklarationen siger.

”En anden vigtig ting er, at vi løbende får kontrolleret varerne, så vi får lavet en uvildig test, som kontrollerer, at indhold og deklaration stemmer overens. På den måde får vi hele tiden checket, at der ikke er nogle af vores leverandører, som pludselig ændrer i varernes indhold,” siger Anders Jensen, indkøbs- og marketingdirektør hos Rema 1000.

Frygten hos Varefakta er, at en række af de opgaver Varefakta løser til gavn for samfundet i bred forstand, ikke vil kunne løses uden et tilskud, ganske enkelt fordi det ikke er rentabelt.

”Vi vil være nødt til at prioritere anderledes,” siger direktør Helga Møller.

Forsikringsbranchen reagerer

Også fra en helt anden kant kommer der opbakning.

Konkret nævnes et område som cykellåse, der i årevis har været et hjertebarn for Varefakta. De fleste forsikringsselskaber har i mange år stillet krav om, at en stjålet cykel skal være forsynet med en Varefakta-godkendt cykellås, for at der kan udbetales erstatning. Og det afstedkommer denne vurdering fra underdirektør i Forsikring & Pension Hans Reymann-Carlsen

” Varefaktas muligheder for at virke uvildigt, sikrer de bedst mulige betingelser for samarbejdet med politi og cyklister i Varefakta om godkendelsen af cykellåse. Branchen ønsker, at Varefakta fortsat kan være uafhængigt og bidrage til at forebygge tyveri,” siger Hans Reymann-Carlsen, Forsikring & Pension.

Fra Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet er kritikken skarp. I et debatindlæg i Politiken kalder han regeringens forslag et skridt i den helt forkerte retning.

“Vi er ikke i tvivl om, at Varefaktas grundige indsats for at højne kvaliteten af cykellåse kommer Danmarks cyklister til gode. Fjerner man Varefakta fra Finansloven, bringer regeringen en unik og velfungerende ordning i fare, og det er et skridt i den helt forkerte retning,” skriver Klaus Bondam i Politiken.

Varefaktas direktør, Helga Møller, er glad for opbakningen.

”Vi har mødt stor forståelse både på og uden for Christiansborg, og vi tror og håber på, at kritikken kan være med til at få regeringen til at genoverveje forslaget. Ret beset er 700.000 kroner jo ikke mange penge på en finanslov, men for os er det afgørende at have muligheden for at gøre et samfundsnyttigt arbejde, som ikke nødvendigvis er lønsomt samtidig med, at signalværdien ved at være på Finansloven er vigtig,” siger Helga Møller.

Konsekvenser, hvis tilskuddet fjernes

Varefakta kan ikke påtage sig at udføre underskudsgivende opgaver som f.eks. at

  • fastsætte relevante minimums- og sikkerhedskrav til forbrugervarer
  • udarbejde forskrifter for test og deklarering af varer
  • rådgive virksomheder inden test af produkter – f.eks. cykellåse, hvor forsikringsselskaberne henviser til, at stjålne cykler skal være låst med Varefakta-godkendte låse for at blive erstattet ved tyveri.
  • rådgive forbrugere om køb af varer, forståelse af varedeklarationer, brug af produkter m.m.m.

Det betyder:

  • forringet forbrugerbeskyttelse
  • forringet sikkerhed for forbrugerne
  • forringet kontrol af kemisk-tekniske produkter
  • forringet kontrol af produkter, der bruges til fødevarer
  • myndighederne vil ikke længere kunne henvise til Varefakta, som det f.eks. sker i dag på børneprodukter og røgalarmer.

Varefakta samarbejder med Fødevarestyrelsen, så Styrelsen ikke kontrollerer mærkningen af varer med Varefakta i deres ordinære kontrol. Styrelsen sparer ressourcer til kontrol, som Varefakta udfører, og virksomhederne betaler.

Varefakta er en unik mærkningsordning. Varer med Varefakta opfylder minimumskrav, og hvor det er relevant sikkerhedskrav fastsat af Varefakta, så forbrugerne kan være sikre på, at varerne er brugsegnede. Varefakta udarbejder deklarationerne og kontrollerer dem løbende til sikring, af, at producenterne ikke ændrer på produkterne, så forbrugerne til stadighed kan stole på oplysningerne.

Ærlighed 59:

Varefakta-direktør takker af efter 25 år – ny administrerende direktør søges

Circle K glæder sig over samarbejde med Varefakta

Pjece om børns sikkerhed er genoptrykt

Varefakta vil teste børneprodukter for skadelig kemi

Varefakta kommenterer ikke på emballagemærker

Forbrugerne vildledes i stort omfang