Tilmeld dig nyhedsbrev fra Varefakta:
(Klik her, hvis knap ikke virker)
Oversigt

Varefakta

Køb og brug

Nyhedsarkiv

Presse

Information og undervisning

Om Varefakta

Varefakta og din virksomhed

Kontakt

Sitemap

Varefakta in English

Specifikationsskemaer

Varefakta > Varefakta > Sådan tester vi > FødevarerUdskriv side

Kontrol sikrer, at varerne holder ord        VAREFAKTA logo                                                                

Varefakta er ene om at føre systematisk og uvildig stikprøvekontrol af fødevarer i Danmark. VAREFAKTA-symbolet er din garanti for, at varedeklarationen holder, hvad den lover.

Som forbruger vil man gerne være sikker på, at det, der står i varedeklarationen uden på en fødevare, også svarer til det, der er inde i pakken.
Fødevarer med Varefakta-deklaration bliver løbende stikprøvekontrolleret.

Det foregår på den måde, at Varefakta beder et anerkendt laboratorium om at indkøbe fødevarer med Varefakta-deklaration, på samme måde som almindelige forbrugere ville gøre det. Derefter beder vi laborariet om at analysere fødevaren efter nogle bestemte retningslinier.

Stikprøvekontrollen skal sikre dig som forbruger, at fødevaren bliver ved med at holde, hvad den lover.

Varerne stikprøvekontrolleres cirka en gang om året. I nogle vareserier ligner varerne dog hinanden så meget, at ikke alle varerne i serien kontrolleres hvert år, hvis en kontrol af en af varerne har vist, at den er i orden. Eksempler på sådanne vareserier er saftevand og tørrede nudler med forskellig smag. Hvis en vare i en serie derimod viser værdier, der afviger fra det, vi har deklareret, kontrollerer vi også resten af varerne i serien .

Og hvis der er afvigelser, ændrer vi deklarationen, så den svarer til indholdet, eller producenten ændrer varen, så den svarer til deklarationen.

Stiprøvekontrollen omfatter nettovægt og næringsværdier. Ved næringsværdier forstås indholdet af protein, kulhydrat og fedt. Når der er mærket med lang næringsdeklaration, analyserer vi også de parametre, der hører til den: sukkerarter, fedtsyrer, kostfiber og natrium. Hvis en vare for eksempel er mærket ”salmonellafri” eller ”uden transfedt”, analyserer vi for henholdsvis salmonella og transfedtsyrer.

I visse tilfælde viser analyserne, om varen lever op til krav, der knytter sig til varebetegnelsen. For olier analyseres blandt andet frie fede syrer, peroxidtal og vandindhold, og for juicer foretages analyser, der viser, om varen er en autentisk juice. Dette kan ses som kvalitetskontrol, men vi gør det primært for at kontrollere, at varen lever op til varebetegnelsen, fordi varebetegnelsen også er en del af mærkningen.

I nogle tilfælde skal laboratoriet vurdere varens lugt og udseende ved en såkaldt sensorisk test. Og vi kontrollerer for eksempel om varen har misfarvning, afvigende lugt, fremmedlegemer eller væskeudtræk.

Derimod kontrollerer vi ikke ingredienslistens oplysninger. Det er ikke muligt at analysere, hvor meget frugt, der er i marmeladen eller hvor mange mandler, der er i marcipanen. 

Det lyder måske lidt mærkeligt, men en råvare som for eksempel jordbær består af mange forskellige stoffer, blandt andet protein,  sukker og vitaminer. Men de samme stoffer kan også stamme fra andre råvarer. I en marmelade, vil der for eksempel typisk være tilsat sukker. 

Når vi så analyserer marmeladen, kan vi godt analysere hvor meget sukker, der er i, for sukker er et stof, der kan analyseres, men mængden af sukker gør os altså ikke klogere på, hvor mange jordbær, der er i marmeladen.

Vi lægger vægt på, at vores kontrol er uvildig
Virksomhederne betaler os for at udføre kontrollen, men de har ingen indflydelse på, hvordan eller hvornår kontrollen foregår.

Producenter af varer uden Varefakta-deklaration deklarerer og kontrollerer selv deres produkter.

Faktisk er det kun producenter og dagligvarekæder med Varefakta-deklaration på fødevarerne, der får udført systematisk og uvildig stikprøvekontrol.