Tilmeld dig nyhedsbrev fra Varefakta:
(Klik her, hvis knap ikke virker)
Oversigt

Varefakta

Køb og brug

Nyhedsarkiv

Presse

Information og undervisning

Om Varefakta

Varefakta og din virksomhed

Kontakt

Sitemap

Varefakta in English

Specifikationsskemaer

Forbrugerne skal vænne sig til nye faremærkerUdskriv side

silhouete flamme exclam acid_red Aquatic-pollut-red

De velkendte orange faremærker er så småt ved at blive udskiftet med nye EU-harmoniserede mærker med rød kant. Det stiller krav til forbrugerne, men i høj grad også til producenterne.

Lampeolier, tændvæsker til grill og andre produkter med et enkelt kemikalie som ingrediens, kan allerede nu ses med nye faremærker ude i butikkerne. En langvarig proces med at fastsætte nye grænseværdier og erstatte de mangeårige orange symboler er i fuld gang, og vil fortsætte i de kommende år.
“Vi har haft de første kemikalieprodukter til kontrol, og det betyder, at forbrugerne nu møder de nye faremærker ude i butikkerne,” fortæller Ellen ter Haar Hansen, der kontrollerer kemiprodukterne for Varefakta

For forbrugerne betyder det, at man skal lære ni nye faremærker at kende. De velkendte orange faremærker bliver i de kommende år løbende udskiftet til nye EU-harmoniserede faremærker med rød kant.

Kendskabsgrad på nul
I Forbrugerrådet var man faktisk ærgerlig over, at EU-kommissionen tilbage i 2012 besluttede sig for at kaste de velkendte orange symboler på porten.
“Det, der sker, når man udskifter faremærker er, at man selvfølgelig starter med en kendskabsgrad på nul, så derfor ligger der en stor informationsopgave i at gøre dem kendte. Og det var vi først lidt ærgerlige over, fordi de hidtidige faremærker var almindeligt kendte af forbrugerne, selvom de måske var en smule oversete,” fortæller Claus Jørgensen, der er seniorrådgiver inden for miljø hos Forbrugerrådet.

I følge Forbrugerrådet er en af årsagerne til, at faremærkerne udskiftes, at de blev misforstået. “Eksempelvis blev det sorte kryds på orange baggrund i Grækenland opfattet som om, man havde med et særligt stærkt og effektivt produkt at gøre,” siger Claus Jørgensen.

Mens forbrugerne blot skal blive fortrolige med de ni nye mærker, så er der anderledes store krav til producenterne, der blandt andet skal forholde sig til nye grænseværdier, der i alle tilfælde er blevet strammet.

Bøvlet for producenterne
“Producenterne skal have vurderet alle deres kemikalieprodukter. De nye etiketter risikerer at blive større og dermed fylde mere på emballagen. Sikkerhedsdatabladene for hvert enkelt produkt skal tilpasses, og det er et meget omfattende arbejde, som har fyldt meget i netværket de seneste to tre år,” fortæller Ellen ter Haar Hansen, der også føjer til, at med sænkede grænseværdier, så er der produkter, som nu i modsætning til tidligere skal faremærkes.
“Alt i alt må man sige, at set med producenternes øjne, så er det noget bøvl.”

Men bøvl eller ej. Der er ingen vej uden om for hverken forbrugere eller producenter, og de nye faremærker vil i en støt stigende strøm lande ude i butikkerne, indtil ordningen er fuldt implementeret 1. juni 2017.

Nye faremærker kan give tyndere rengøringsmidler
Grænseværdierne er strammet, så rengøringsmidler og andre kemiprodukter, der før er anset som uskadelige, nu skal faremærkes. Og det kan betyde tyndere rengøringsmidler.

Nye grænseværdier kan få producenter til at fortynde rengøringsmidler, for at undgå faremærkning på deres produkter. “Det kan man ikke udelukke. Generelt er producenterne ikke glade for at sætte faremærker på deres produkter, så hvis de nye grænseværdier får produktet til at overstige grænseværdien, så kan det være fristende at tilsætte lidt mere vand,” siger Ellen ter Haar Hansen, der kontrollerer kemiprodukterne for Varefakta.

Hos Forbrugerrådet er man med på, at sænkede grænseværdier kan betyde tyndere rengøringsmidler. “Det er klart at industrien kan være utilfreds med, at vaskepulver, som tidligere undgik mærkning, nu skal faremærkes. Og så kan det være, at en virksomhed tænker, at åh, nej nu holder forbrugerne op med at købe vores produkt. Men vi mener, at hvis der er en risiko, så er det bedre at være forsigtig. Vores holdning er, at faremærkning er af det gode, og det må virksomhederne så leve med, siger Claus Jørgensen, der er seniorrådgiver inden for miljø hos Forbrugerrådet. Han mener, at en virksomhed, som fortynder sit produkt, løber den risiko, at forbrugerne fravælger produktet, hvis ikke det er effektivt.

Ellen ter Haar Hansen fra Varefakta, vurderer, at fortyndede rengøringsmidler, næppe vil udgøre et stort problem. “Der er ikke tvivl om, at rengøringsmidlerne er blevet tyndere og i nogle tilfælde også mindre effektive over årene. Men samtidig har vi fået langt mere effektive enzymer, som i dag sætter os i stand til at vaske rent i koldt vand. Og hvis man tager vaskepulver, så er der ikke samme behov for at vaske snavs ud af tøjet, som der var i gamle dage, hvor man typisk gik længere tid i tøjet.”

2014.10.13