Strid om ord i allergi-spørgsmål

Efter Varefaktas optræden i gårsdagens Go’Morgen Danmark på TV2 har Astma-Allergi Danmark reageret på indslaget med, hvad man opfatter som en ukorrekthed. Indslaget handlede om brug af varedeklarationer, og efter Varefaktas opfattelse er kritikken taget ud af en sammenhæng.

For fuldstændighedens skyld har vi valgt at offentliggøre korrespondencen her på siden, da Astma-Allergi Danmark ikke har bragt vores svar.

Kære Mette Bagger Nissen

cc. Go´Morgen Danmark

Jeg er netop blevet gjort opmærksom på, at du har deltaget i dagens udgave af Go´Morgen Danmark

I den forbindelse, vil jeg meget gerne rette en fejl omkring mærkning med ”spor af….”

Mærkningslovgivningen siger, at man kun må skrive på varen hvad den indeholder, og ikke hvad den måske indeholder.

Der er IKKE krav om mærkning med ”spor af…”. Faktisk er det langt hen af vejen, ulovligt. I den forbindelse vil jeg blot henvise til Allergenvejledningen fra Fødevarestyrelsen, som du finder her: http://www.foedevarestyrelsen.dk/SiteCollectionDocuments/F%C3%B8devarekvalitet/Allergenvejledningen.doc

Når nogle producenter alligevel, en gang i mellem, skriver på varen, at den kan indeholde spor af noget, så sker det efter en meget velovervejet og grundig gennemgang af deres produktionsrutiner og kendskabet til mulige konsekvenser, hvis en kontaminering/forurening alligevel sker.

Men producenter er altså ikke forpligtet til at oplyse om mulig tilstedeværelse af fx mælk eller nødder i deres produkt.

Faktisk kan der sagtens være ”spor af…” i varer som ikke oplyser om det.

Se evt. artikel om problematikken og den kampagne som Fødevarestyrelsen gennemførte i sommeren 2011 på følgende link: http://allergi.astma-allergi.dk/foedevareallergi.

Der mangler fortsat at blive offentliggjort resultaterne af kampagnen, men følg med i vores medlemsmagasin.

Det er et kæmpe problem for allergikere og et område som der arbejdes meget med, også i EU.

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2011:304:0018:0063:DA:PDF se side 37 (søg evt. efter ordet allergi)

Du er altid meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål der retter sig til allergi.

Venlig hilsen

Astma-Allergi Danmark

Betina Hjorth

Rådgivningschef, EH

Varefaktas svar:
Kære Betina Hjorth

Vi er enige med dig i, at man ikke må mærke unødigt med “Kan indeholde spor af…”, men at producenten skal have gjort alt, hvad der er teknisk muligt, for at undgå kontaminering.
I den pressemeddelelse som FVST sendte ud i midten af 2011 vedr. den fælles nordiske kontrolaktion omkring mærkning med allergener (se link: http://www.mypresswire.com/pressroom/22441/pressrelease/51054), står der blandt andet:

De nordiske fødevaremyndigheder sætter også lup på, om virksomhederne har styr på, hvornår de skal mærke med advarsel om, at en fødevare kan indeholde selv meget små spor af de allergene stoffer.

 

Her er målet, at undgå at forbrugerne med allergi får begrænset deres vareudvalg unødigt, fordi varerne for en sikkerheds skyld er mærket med ”kan indeholde spor af fx æg eller nødder”. Her er det vigtigt, at der er fokus på produktionsprocesserne og virksomhederne kun bruger denne mærkning, når man har gjort alt for at undgå spor af allergene ingredienser.

Her står der, at man skal mærke med “Kan indeholde spor af…”, selv ved tilstedeværelsen af meget små spor af de allergene stoffer. Derudover er det jo fint, at der så følges op på, at denne mærkning ikke blot påsættes varen “for en sikkerheds skyld”, men at virksomheden virkelig har gjort hvad den kan, for at undgå allergenets tilstedeværelse.
Derfor bliver producenter, der skal have en deklaration på en given vare udarbejdet af Varefakta altid spurgt, om der er gjort alt, hvad der er teknisk muligt for at undgå tilstedeværelsen af allergener, før en evt. spormærkning påsættes varen.

Derudover er vi hos Varefakta bekendt med flere eksempler på, at varer er blevet enten trukket tilbage fra markedet eller er blevet ommærket på grund af en utilstrækkelig spormærkning,

Endeligt vil jeg gøre opmærksom på, at som Mette Bagger Nissen også sagde i indslaget i morges, er spormærkningen efter vores mening en rigtig god forbrugeroplysning.

Med venlig hilsen

Pernille Larsen, fødevarekonsulent, Varefakta