Sukker og sukkerprodukter

Sukkerprodukter – hvad betyder ordene? 
Forklaring på ord og begreber i Varefaktas deklarationer.

Demerarasukker – er brunt råsukker farvet med sirup for at give ekstra smag og farve.

Druesukker – er det samme som glukose.

Farin – fremstilles af melis tilsat roe- eller rørsukkermelasse. Farven er afhængig af mængden af melasse. Mørk farin er tilsat mere melasse end lys farin.

Flormelis – almindelig melis, der er formalet meget fint. Der er tilsat stivelse for at forhindre klumpning.

Frugtsukker – er det samme som fruktose.

Fruktose – kaldes også frugtsukker, findes især i saftige frugter og honning. Indgår sammen med glukose i sakkarose, som er almindeligt sukker.

Glukose – kaldes også druesukker – forekommer i honning og frugt. Indgår sammen med fruktose i sakkarose, som er almindeligt sukker.

Hugget sukker – er firkantede stykker af sammenpresset sukker.

Invertsukker – er en blanding af lige dele glukose og fruktose. Udvindes ved enten en kemisk eller enzymatisk hydrolyse (spaltning af molekyler af sakkarose). Findes i honning dannet af bier fra blomsters nektar.

Kandis – er store brune, gyldne, uregelmæssige sukkerkrystaller.

Melasse – er et restprodukt fra fremstillingen af melis. Benyttes til dyrefoder, eller kan danne grundlag for fremstilling af spiritus. Bruges også til farin.

Melis – er raffineret, findelt sukker, med krystaller på ca. 1 mm størrelse. Udvindes ved at koge saften fra sukkerrør eller sukkerroer.

Muscovadosukker – er uraffineret rørsukker, findes i lys og mørk udgave. 

Perlesukker – er særligt rent sukker, der har kogt længere end almindelig melis. Derved bliver sukkerkrystallerne lidt større.

Rørsukker – udvindes fra sukkerrør.

Råsukker – udvindes både af sukkerroer og sukkerrør. Råsukker indeholder stadig noget melasse, som for roesukkers vedkommende har en lidt bitter smag. Derfor anvendes kun rørsukker udvundet af sukkerrør i praksis.

Sakkarose – kaldes også sucrose – et kulhydrat der bl.a. findes i roe- og rørsukker, og består af glukose og fruktose. 

Sirup – er et restprodukt fra kogning af roe- og/eller rørsukker. Der findes lys og mørk sirup. Blandingsforholdet afgør smag og farve.

Sucrose – er det samme som sakkarose.