6 måneder siden

Direktøren holder udviklingssamtaler i parken

Af Ib Keld Jensen

Heidi Søsted ser sig selv som garanten for sikker og troværdig information i deklarationerne, så for eksempel allergikere kan føle sig trygge. Selv er hun allergisk overfor birkepollen og uristede mandler, men endnu mere over for fnidder og hvisken i krogene. Hos Varefakta har medarbejderne pligt til at sige højt, hvis de mener noget er galt. Til gengæld kan de så også regne med at få stort ansvar, blive lyttet til og taget alvorligt.

Efter snart to år i direktørstolen hos landets største mærkningsvirksomhed kan Heidi Søsted med en markant styrket bundlinje og en nydelig vækst i omsætning og ansatte, konstatere at hendes målsætning ved tiltrædelsen om at vokse betydeligt er godt i gang med at blive indfriet.

Og fundamentet for væksten har været trygge og tilfredse medarbejdere og frihed under ansvar, siger hun.

Hos Varefakta bestemmer medarbejderne selv, hvor mange timer de vil arbejde om ugen, og de kan komme og gå, næsten som de vil. Eller arbejde hjemmefra, når det passer bedre, så længe bare opgaven bliver løst.

”Vi skal have det godt sammen, være trygge og glæde os over at gå på arbejde. Når det faglige samtidig er på plads, kan vi sammen udvikle virksomheden,” siger fødselaren.

Heidi Søsted kom til Varefakta i 2017 fra en stilling som valgt forbundssekretær i Serviceforbundet efter i en årrække at have ledet Videncenter for Frisører og Kosmetikere, et forskningscenter, som hun selv grundlagde på hudafdelingen på Gentofte Hospital. Med sig i bagagen havde hun desuden erfaring med forskningsarbejde på såvel dansk som europæisk plan, mere end 10 års ledererfaring og en mini MBA i organisation og ledelse. Tidligere var hun sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

Oprindeligt er hun uddannet farmaceut fra Københavns Universitet og må anses som en af landets førende eksperter inden for allergener i hårfarver, som også var emnet for hendes ph.d.

Heidi Søsted er målrettet som få, og det er netop hendes ph.d. -arbejde et eksempel på. Hun konstaterede, at hårfarver helt lovligt kunne indeholde stærkt allergifremkaldende stoffer. Så hendes klare hensigt var at få ændret EU-lovgivningen på området. Opponenten til hendes ph.d. -forsvar var blandt andre formanden for den videnskabelige komite i EU, som hårfarverne sorterer under.

 

Varefaktas administrerende direktør Heidi Søsted har fokus på FN’s Verdensmål, og da ikke mindst mål nummer 12, som handler om ansvarligt forbrug. (Foto: Niels Jørgensen)

Heidi-Søsted

”Heidi Søsted kalder på korrekt mærkning”. ”Hun er i gang med en digitaliseringsproces og med at udvikle software, der har til formål at effektivisere og systematisere arbejdet med mærkning.” (Foto: Niels Jørgensen)

”Og han sagde på dagen, at han ville arbejde for at ændre EU-lovgivningen på området, hvad den siden er blevet,” fortæller Heidi Søsted.

Troværdig og korrekt mærkning af forbrugerprodukter er Varefaktas DNA. Ambitionen er at øge forbrugersikkerheden gennem digitalisering af deklareringsarbejdet og via kunstig intelligens, samt at udvikle Varefakta til i løbet af 2019 også at sælge software til systematisering og overvågning af produktrelaterede oplysninger. Samtidig har Heidi Søsted fokus på FN’s Verdensmål, og da ikke mindst mål nummer 12, som handler om ansvarligt forbrug. Hér har Varefakta en væsentlig rolle at spille, mener fødselaren.

Privat bor hun i Charlottenlund med samleveren civilingeniør Jacob Frost og tre børn, som hun løber, står på ski og dyrker styrketræning med, når ikke det foregår i selskab med gode veninder.