5 måneder siden

Byd et varmt velkommen til Varefaktas nye projektmedarbejder indenfor børneprodukter, cykellåse og røgalarmer.

Nanna Høegh Wenzell er uddannet Cand. Scient. i biologi og geografi fra Roskilde Universitet. Hun kommer fra en stilling som driftsingeniør hos Dansk Dekommissionering, hvor hun primært arbejdede som affaldskoordinator for radioaktivt affald.

Nannas arbejdsopgaver hos Varefakta vil være indenfor børneprodukter, cykellåse og røgalarmer i nonfoodteamet.

Vi har spurgt Nanna, hvad hun forestiller sig, at hun kan bidrage med hos Varefakta, hvortil hun svarede: ”Jeg kan bidrage til en øget forbrugersikkerhed gennem mærkning og stikprøvekontrol af eksisterende varer. Jeg går op i kvalitetssikring og kan bl.a. bruge mine erfaringer og kompetencer fra mit tidligere job og fra mit frivillige arbejde for Danmarks Naturfredningsforening i forhold til, at sætte mig ind i lovgivning og nye fagområder.”

”Jeg søgte stillingen hos Varefakta fordi forbrugersikkerhed ligger mig på sinde, og det lød som en sjov kombination med børneprodukter, cykellåse og røgalarmer. Jeg er en udadvendt person, og derfor glæder det mig, at min nye stilling består af mange afvekslende og forskelligartede opgaver, såsom administrative opgaver, networking, deklarationsarbejde, kundekontakt og stikprøvekontrol.” 

Vi glæder os meget til det fremtidige samarbejde med Nanna.

Nanna kan kontaktes på e-mail nhw@varefakta.dk.