Hvad betyder laktosefri?

Støder du på mærkningen ”Laktosefri” på nogle af de fødevarer du finder i supermarkedet? Læs med her og bliv klogere.

Støder du på mærkningen ”Laktosefri” på nogle af de fødevarer du finder i supermarkedet, så betyder det, at fødevaren maksimalt indeholder 0,01 g laktose per 100 g. Hvis betegnelserne ”lav laktose” eller ”laktosefattig” derimod anvendes, så må fødevaren maksimalt indeholder 1 g laktose pr. 100 g.

Hvad er laktoseintolerance?

Når man er laktoseintolerant, kan man ikke spalte sukkermolekylet laktose (mælkesukker). Enzymet laktase spalter laktose i tyndtarmen til simplere sukkertyper (glukose og galaktose). Laktoseintolerante personer mangler dette enzym og kan derfor ikke spalte laktose i tyndtarmen. Den ikke-spaltede laktose fortsætter derfor ned i tyktarmen i stedet for, hvor der sker en forgæring. Dette forårsager mavesmerter og oppustedhed 1.

Læs varedeklarationen

Det kan godt være svært at vurdere hvilke fødevarer, der indeholder laktose.
Mejeriprodukter indeholder et højt indhold af laktose fx mælk, creme fraiche, yoghurt, smør, fløde, koldskål, skyr og kakao.

Når du læser en fødevares varedeklaration, er der forskellige betegnelser som du bør være opmærksom på, når du skal se om fødevare indeholder laktose eller ej. Det kan fx være vallepulver, skummetmælkspulver, mælkesukker, flødepulver, smør og ost.

Når du læser din fødevares varedeklaration, skal du være opmærksom på om der er nogle ingredienser, der er fremhævet i ingredienslisten. Det kan være angivet med fx fed skrift (mælk) eller store bogstaver (MÆLK). Ifølge EU-lovgivning skal stoffer, der forårsager allergier eller intolerans fremhæves visuelt i varedeklarationens ingrediensliste. Mælk og produkter på basis af mælk (herunder også laktose) er omfattet af dette EU-lovkrav 2.

Alternativer til mælkeprodukter

Der er en del forskellige laktosefri mælkeprodukter på markedet i Danmark. Det kan være mælk uden laktose eller mælk hvor laktose er fjernet ved at tilsætte enzymet laktase.