Værdigrundlag

Vi er sat i verden for at skabe gennemsigtighed og tillid – og for at sikre, at varer lever op til det, de lover. Men ansvarlighed stopper ikke ved mærkningen. Det gælder også den måde, vi selv arbejder på.

Her kan du læse, hvordan vi tager ansvar i vores egen hverdag. Fra indkøb og klimaregnskab til medarbejdertrivsel og verdensmål. Vi arbejder hele tiden på at gøre en forskel – både i det små og i det store.

For varer sætter spor. Og det gør vi også.

Varefaktas grundfortælling

Klimakrisen, tabet af biodiversitet og et voksende krav om ansvarlig produktion betyder, at vi alle må gentænke, hvordan vi producerer, handler og vælger.

For varer sætter spor.

Fremtidens virksomheder skal tage ansvar – ikke blot i ord, men gennem handlinger, der både kan måles og mærkes.

Det er derfor, vi er her.

Varefakta har i mere end 60 år hjulpet virksomheder med at sikre, at varerne er i orden.

Fra fabrik til forbruger. Fra jord til bord.

Vi rådgiver og vejleder til bedre gennemsigtighed, mere troværdighed og større ansvarlighed. Til gavn for virksomheder. For forbrugere. Og for samfundet.

Vores værdier er de samme som altid, men vores ambitioner er grønnere end nogensinde.

Vi er her for at fremme ansvarlighed i fremtidens forbrug. For at gøre det lettere for alle at vælge det, der gør en mærkbar forskel.

I hverdagen. Og for verden.

Varefaktas arbejde med ansvarlighed

1. Vi køber ind med omtanke

Hos Varefakta tænker vi os om, før vi køber ind. Vi vil nemlig minimere vores klimaaftryk – og det kræver en klar strategi. Derfor har vi indført en enkel tretrinsmodel, som alle medarbejdere bruger, når vi foretager indkøb.

Sådan gør vi:

  • Byt: Kan vi låne eller genbruge i stedet for at købe nyt?
  • Genbrug: Kan vi finde det brugt?
  • Certificeret: Er det miljømærket eller dokumenteret bæredygtigt?

Vi tror på, at små valg gør en stor forskel – og det gælder også vores egne.

 

2. Dokumentér dine produkter – nemt og ansvarligt

Bæredygtighed er ikke bare noget, man siger. Det skal kunne dokumenteres – og det er et lovkrav. EU-lovgivningen CSRD betyder, at virksomheder skal kunne vise, hvordan deres produkter påvirker mennesker og miljø.

Derfor har vi udviklet en ProduktInformationsDatase (PID). Databasen gør det nemt for dig at samle og strukturere data om dine produkter – fx hvor ingredienserne kommer fra, eller hvordan emballagen er sammensat. Det hjælper dig med at leve op til kravene og giver dig styr på detaljerne, før nogen spørger.

Kort sagt: Vi hjælper dig med at få overblik, så du kan leve op til loven.

Vi måler vores klimaaftryk – hvert år

Hos Varefakta tager vi ansvar for vores klimaaftryk. Derfor laver vi hvert år et klimaregnskab. Det hjælper os med at finde ud af, hvor vi kan forbedre os – og det giver vores kunder og samarbejdspartnere indsigt i, hvor meget CO2e vi udleder.

Vi bruger Klimakompasset til at beregne vores aftryk. Vi har allerede lavet regnskaber for 2021 og 2022 – og vi er godt i gang med 2023.

Målet er klart: Vi vil gøre det nemmere at træffe ansvarlige valg – også hos os selv.

Download klimakompas 2022 Download klimakompas 2021

Vi arbejder aktivt med FN’s Verdensmål

Verdensmålene er verdens fælles plan for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid. De består af 17 mål og 169 delmål, der blandt andet skal afskaffe fattigdom, skabe lige muligheder, sikre uddannelse og sundhed for alle – og fremme økonomisk vækst med respekt for mennesker og miljø.

Hos Varefakta er vi en mindre organisation med et begrænset klimaaftryk. Men det betyder ikke, at vi fralægger os ansvar. Tværtimod.

Vi arbejder hver dag for at bidrage til en mere ansvarlig udvikling – både gennem vores egne valg, i samarbejdet med kunder og i den information, vi sender videre til forbrugerne.

Vores fokus er klart: Vi har valgt fem verdensmål, hvor vi ved, vi kan gøre en reel forskel. Dem arbejder vi målrettet med – både internt og i vores partnerskaber.

Vi støtter FN’s 3. bæredygtige mål
“Sundhed og trivsel”

Vi støtter FN’s 4. bæredygtige mål
“Kvalitetsuddannelse”

Vi støtter FN’s 12. bæredygtige mål
“Ansvarligt forbrug og produktion”

Vi støtter FN’s 13. bæredygtige mål
“Klimaindsats”

Vi støtter FN’s 4. bæredygtige mål
“Partnerskab for handling”

Vi passer på hinanden

Hos Varefakta tror vi på, at et sundt arbejdsliv er fundamentet for gode resultater. Derfor gør vi en aktiv indsats for at skabe en arbejdsplads, hvor alle trives – både fysisk og mentalt.

Vi ved, at arbejdsglæde kan mærkes. Ikke kun internt, men også i den måde, vi møder vores kunder og samarbejdspartnere på.

Vi går efter en arbejdsdag i balance – med fællesskab, tryghed og plads til forskellighed.

Sådan skaber vi en sund og tryg arbejdsplads:

  • Vi arbejder målrettet med både fysisk og mental trivsel.
  • Vi prioriterer fællesskab – ingen skal stå alene.
  • Vi skaber plads til forskellighed og individuelle behov.
  • Vi har grønne planter, god ventilation og rolige hjørner til pauser.
  • Vi tilbyder faglig udvikling – fordi det styrker både motivation og mental sundhed.
  • Vi værner om balancen mellem arbejde og privatliv.
  • Vi har styr på sikkerheden – i både arbejdsgange og rammer.

Sådan skaber vi trivsel i hverdagen

Hos Varefakta har vi sat en række initiativer i gang, som gør det lettere at trives – både fysisk og mentalt. Du vælger selv, hvad du vil være med til. Det skal være frivilligt, rart og let at gå til.

Vores tilbud understøtter en sund og aktiv arbejdsdag og styrker fællesskabet. De gør det lettere at holde fast i gode vaner.

Frokostordning

Vi har en kantineordning, så du slipper for madpakker og får et sundt og varieret måltid midt på dagen.

Frugt og forfriskninger

Du har fri adgang til økologisk frugt og grønt i løbet af arbejdsdagen – og selvfølgelig koldt drikkevand med eller uden bobler.

Kontorcykel og vippebræt

Vores kontorcykel og vippebrætter giver dig mulighed for at få gang i kroppen – selv når du arbejder ved skærmen. Cyklen ruller rundt mellem pladserne, og vippebrætterne er nemme at bruge ved hæve-sænkebordet.

Bordtennis til pauser og fællesskab

Vi har et bordtennisbord, der bliver brugt til små pauser og uformelle kampe på tværs af teams. Det giver energi og er en god måde at mødes på – uden en dagsorden.

Mulighed for bad

Cykler du på arbejde eller snupper en løbetur i frokostpausen? Du kan tage et bad på kontoret – det har vi gjort plads til.

Gåture i arbejdstiden

Hos Varefakta er det helt i orden at tage en kort gåtur i nærområdet. En tur på 10 minutter kan give mere energi, mindske følelsen af stress og skabe overskud til resten af arbejdsdagen.

Når det giver mening, holder vi også vores møder gående. Det giver frisk luft, bevægelse og et godt afsæt for både faglige samtaler og fx MUS.

Stræk og bøj

Hver dag inviterer vi til 10 minutters fælles bevægelse for dem, der er på kontoret og har lyst til at være med. Det kan være øvelser for nakke og skuldre, squats eller lunges – vi bevæger os rundt i hele huset. Det styrker kroppen, løsner op og giver os et fælles grin.

DHL-stafetten

Hvert år deltager vi i DHL-stafetten i København. Nogle går, andre løber – alle er med. Vi bakker hinanden op, deler en god middag bagefter og nyder at være fælles om noget uden for kontoret.

Tid til ro

Vi har et hvilerum med en daybed, som er til fri afbenyttelse. Det kan være en hjælp for gravide medarbejdere eller for dem, der har brug for et kort afbræk fra de åbne kontorer og mange indtryk.