PPWR – EU’s forordning om emballage og emballageaffald – er trådt i kraft og sætter en ny retning for hele emballagens livscyklus. Fra design til affaldshåndtering. Målet er mindre affald, mere genanvendelse og fælles regler på tværs af EU.
For dig betyder det nye og mere konkrete krav til både mærkning, dokumentation og design – og et øget fokus på, hvad din emballage indeholder og dens udformning.
Forordningen trådte officielt i kraft den 11. februar 2025, og en række af kravene begynder at gælde fra den 12. august 2026.
Nye krav til mærkning og digital dokumentation
En central ændring i PPWR er indførelsen af harmoniseret og obligatorisk mærkning på emballage i hele EU. Mærkningen skal gøre det tydeligt, hvad emballagen består af, om den kan genanvendes, og hvordan den skal sorteres korrekt.
De konkrete piktogrammer er stadig under udvikling og forventes vedtaget inden august 2026. Selve mærkningskravet vil træde i kraft 24 måneder efter, at de endelige regler er fastlagt.
Samtidig introduceres krav om digital dokumentation. Oplysninger om emballagen skal i visse tilfælde være tilgængelige digitalt via en databærer, for eksempel via QR-koder. Det drejer sig blandt andet om information om materialer, genanvendelighed og indhold af problematiske stoffer som PFAS.
Skærpede krav til genanvendelighed, design og PFAS
PPWR indfører fælles kriterier for, hvornår emballage må betegnes som genanvendelig. Det er ikke længere nok at bruge betegnelsen rent teoretisk – den skal kunne dokumenteres. Det betyder bl.a., at emballagen skal kunne indsamles effektivt, sorteres teknisk og genanvendes i industriel skala.
Der stilles også krav til selve emballagedesignet. Emballage skal udvikles, så den er nem at sortere og genanvende i praksis, og unødvendige materialekombinationer bør undgås.
Forordningen indfører også grænseværdier for PFAS i fødevarekontaktmaterialer. Emballage, der overskrider disse grænser, må ikke bringes i omsætning i EU fra d. 12 august 2026.
Hvad betyder det for din virksomhed?
PPWR stiller nye krav til både mærkning, dokumentation, design og materialevalg, og for mange virksomheder betyder det, at emballagestrategien skal gentænkes – ikke kun for at overholde reglerne, men for at sikre gennemsigtighed og troværdighed over for forbrugerne