Sanja er uddannet professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i fødevarer og ledelse og kommer med erfaring inden for kvalitet, mærkning samt kosttilskuds- og fødevarelovgivning. Hos Varefakta skal hun hjælpe vores kunder med korrekte varedeklarationer og produktinformation, der skaber gennemsigtighed og tillid.
Sanja har tidligere arbejdet hos blandt andet Foodpartners med kvalitetsstyring, leverandørstyring, mærkning og deklarationer af fødevarer. Hos Orkla har hun arbejdet som regulatorisk konsulent med kosttilskud, blandt andet med deklarationer, artwork, notificeringer til Fødevarestyrelsen og regulatorisk gennemgang af markedsføringsmateriale.
Stærk faglighed i fødevarer og lovgivning
Kravene til fødevarer, mærkning og produktinformation udvikler sig løbende, og det kræver både overblik og proaktivitet. Her skal Sanja hjælpe vores kunder med at navigere i reglerne og sikre, at produktinformationen er korrekt og lever op til gældende krav.
Hun skal blandt andet rådgive og supportere kunder, udarbejde varedeklarationer, kvalitetssikre labels og lave regulatoriske oversættelser, når produkter skal sælges på andre markeder.
“Det, der særligt har optaget mig, er lovgivning og krav samt arbejdet med at sikre, at fødevarer lever op til gældende regler, og at de er sikre og sunde. Samtidig er det vigtigt for mig, at produktinformationen er korrekt, transparent og tillidsfuld.”
Muligheden for at arbejde med noget, der gør en forskel for forbrugerne, var en vigtig motivation for Sanja for at søge til Varefakta. Samtidig glæder hun sig til at blive en del af et stærkt fagligt miljø, hvor hun både kan bidrage med erfaring og lære af dygtige kolleger.
“Jeg blev især optaget af muligheden for at arbejde med noget, jeg synes er vigtigt, så vi som forbrugere kan træffe vores valg på et ordentligt grundlag.”
Med Sanja på holdet styrker vi vores kompetencer inden for fødevareområdet og vores arbejde for korrekt og gennemsigtig produktinformation.
Vi er rigtig glade for at byde Sanja velkommen hos Varefakta.