Mads læser en bachelor i Fødevarer og Ernæring på Københavns Universitet. Interessen for mad, sundhed og fødevarers betydning for kroppen fik ham til at vælge studiet – og i dag interesserer han sig særligt for sygdomsforebyggelse gennem kost, fødevarekvalitet og lovgivning på fødevareområdet.
“Jeg synes, det er spændende at blive klogere på, hvad fødevarer gør ved kroppen, og hvordan man gennem god kost kan blive sundere og forebygge sygdomme – både for den enkelte og for samfundet.”
Ved siden af studiet er Mads kasserer i Foreningen af Ernærings- og Fødevarestuderende (FEF). Han har også erfaring med kvalitetssikring fra et større bryggeri og laboratoriearbejde på studiet. Fælles for det hele er, at det kræver struktur og blik for detaljen – noget, han nu tager med sig ind i arbejdet hos Varefakta.
Fra studie til fødevarelovgivning i praksis
Der er nok at se til i vores fødevareafdeling, og derfor har vi brug for ekstra hænder til en række af de administrative opgaver, der understøtter konsulenternes arbejde. Det er her, Mads kommer ind i billedet.
Samtidig får Mads mulighed for at komme tættere på et område, han allerede interesserer sig for på studiet. Det var især vores arbejde med at sikre korrekte produktoplysninger og følge fødevarelovgivningen i Danmark og EU, der fangede hans interesse.
“Jeg glæder mig til at lære mere om, hvordan Varefakta udarbejder deklarationer og holder styr på den omfattende lovgivning på fødevareområdet i Danmark og EU. Arbejdet med at sikre korrekt mærkning og deklarationer er noget, jeg ser frem til at dykke endnu mere ned i.”
Med Mads på holdet får vi ekstra hænder i fødevareafdelingen og en kollega, der er vant til at arbejde metodisk, bevare overblikket og have blik for detaljerne.
Tag godt imod Mads!