EU’s opdaterede handelsnormer for frugt og grønt trådte i kraft den 1. januar 2025. Reglerne er blevet væsentligt udvidet og mere komplekse – derfor har behovet for en klar vejledning været stort. Fødevarestyrelsen har nu offentliggjort den længe ventede vejledning.
Det giver vejledningen dig i korte træk
Vejledningen beskriver:
- Hvilke produkter, der er omfattet af handelsnormer samt på hvilket niveau, idet de kan være omfattet på tre niveauer, i forhold til, hvilke krav, der finder anvendelse.
- Situationer, hvor der gælder undtagelser fra handelsnormerne, for produkter, der normalt er omfattet af handelsnormerne.
- Produkter af frugt og grønt, der ikke er omfattet af handelsnormerne.
Vigtig afklaring: Når frugt og grønt bruges som ingrediens i en sammensat vare
Et af de punkter, som vi hos Varefakta har været i tvivl om – og nu har fået klarhed over – vedrører produkter omfattet af handelsnormerne, der indgår som ingredienser i andre fødevarer. Her slår vejledningen fast:
“Produkter omfattet af handelsnormerne, der indgår som ingredienser i andre fødevarer, der ikke er omfattet af handelsnormerne, skal ikke oprindelsesmærkes. Fx skal der ikke angives oprindelse på nødder, der indgår i müsli.”
Det betyder, at det er den færdige fødevares klassificering (KN-kode), der afgør, om oprindelsesmærkning er påkrævet – og altså ikke om enkelte ingredienser ellers ville være omfattet af handelsnormerne i deres rene form.
Klarhed om nødder
Vejledningen præciserer også:
- Ristede nødder er ikke omfattet af normerne.
- Hakkede og smuttede nødder fx mandler er omfattet.
- Blandinger af nødder skal altid oprindelsesmærkes – også hvis de indeholder fx cashewnødder eller paranødder, som normalt ikke er omfattet alene.
Du kan finde den fulde vejledning her.